Af Bjarke Due Gunslev, 26. Oktober 2020
Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Klaus Schønning skulle blive en af Danmarks tidligste og mest nyskabende elektroniske musikere. Der var godt nok klaver i familiens lejlighed på Nørrebro, men det blev mest brugt af Schønnings far, som spillede klassisk. Og ifølge faren ville det nærmest være spild af tid at sende den unge Klaus til klaverlærer:
“Der var en tangent på klaveret, som altid gik ud af stem lige efter klaverstemmeren havde været der, og hvis jeg ikke kunne høre det selv syntes min far, at det var spild af penge at sende mig til musiklæreren” fortæller Schønning.
I det hele taget gav forældrene meget frihed til selv at vælge løbebane – de prøvede ikke at præge ham i en bestemt retning. Og det var nok en meget god ting, for ifølge Klaus selv, var det måske ikke det mest fornuftige valg at satse på den elektroniske musik på det tidspunkt.
Med tiden forbarmede Klaus’ mor sig over ham, og han blev sendt til spil hos en spilfrøken, hvor han øvede sig på små etuder og lignende klassiske klaverstykker. Det passede dog ikke Klaus’ frihedstrang kun at spille, hvad andre havde skrevet. Derfor kom det også til at stå som et vendepunkt i den unge musikers liv, da han kom til en ny spillærer i Hellerup. Her lærte Schønning at spille efter akkorder i stedet for noder, hvilket gav mulighed for selv at træde tydeligere frem i musikken, og gøre brug af sin egen kreativitet. Det gav også mulighed for at lære at lytte til sin egen musik på en ny måde, og selv vurdere, om det fungerede eller ej.
“Han havde været jazzmusiker, og havde en helt anden tilgang. Man fik selv lov til at fabulere, og det var det jeg synes var spændende. Man kunne selv bruge øret og høre: Klinger det her eller klinger det ikke” fortæller Schønning.
Den unge Klaus gjorde også brug af de muligheder som tidens nye instrumenter gav, og sparede som 13-årig op til at købe et Acetone elorgel ved at slæbe ølkasser og petroleum op af kvarterets bagtrapper som købmandsbud for den lokale købmand.
Han fik også sparet op til en B&O Sound-on-sound båndoptager, så han kunne indspille sin musik på to spor. Han kunne måske godt bruge et ekstra spor, men her lærte han, hvordan kreativ tænkning kunne overkomme teknikkens begrænsninger.
“Det fascinerede mig meget, og var også det, der lagde grunde til den musik, jeg kom til at lave senere”.
Med tiden fik han opgraderet sit gear, og lønnen fra en avisrute gjorde, at han kunne købe både en TEAC 4-spors båndoptager og en af de første synthesizere. Samtidig var han begyndt på gymnasiet, hvor han mødte andre, der interesserede sig for den samme musik som ham selv, som han begyndte at spille sammen med.
Synthesizeren gav endnu mere frihed til at bestemme selv, og selvom maskinen ikke kunne lave trommelyde fandt Schønning ud af, hvordan han kunne imitere trommerne ved hjælp af white noise og pink noise.
Jo Banks and the Soul Train
På det tidspunkt skete der også det, at Klaus Schønning begyndte at komme på spillestedet Purple Door på Fiolstræde. Purple Door var ejet af Jo Banks, en amerikansk musiker, der var flyttet til København fra Chicago i 1961. Schønning begyndte også at spille keyboard i Banks’ band Jo Banks And The Soultrain. Musikken var svær at definere – der var elementer fra både rock, folk og funk – mens Banks’ karakteristiske storytelling ifølge Schønning nærmest kan ses som en slags forløber til rap.
Gruppen spillede fast hver fredag på Purple Door, og tog også på turne i Tyskland, hvor de spillede over 30 gigs på en enkelt måned.
Ud over de fede oplevelser som turnelivet gav, gjorde tilknytningen til Purple Door også, at Schønning fik adgang udstyr, instrumenter og et sted at øve og indspille. 70’erne bød som bekendt på noget af en teknologisk udvikling: Der havde eksisteret synthezisere et stykke tid, men det var nyt, at de var tilgængelige for almindelige musikere.
“De havde måske været tilgængelige i et studie, hvor de var så store som en kommode, men det var helt nyt, at man selv kunne købe en, som man kunne tage med rundt” fortæller Schønning.
Lydglimt
Det var også i tiden på Purple Door, at Klaus indspillede sin første soloplade, Lydglimt. Musikken var egentlig først tænkt som akkompagnement til et lysbilledeshow bestående af naturfotografier, som Schønning havde taget og udvalgt. Denne oprindelige intention kan stadig fornemmes på pladen – de 13 tracks har nemlig titler som Fragments of Wood, Ocean Waves og Shifting Sand. Titler inspireret af stranden og skoven som dannede motiverne til lysbillederne.
Men ved nærmere eftertanke vurderede Schønning selv, at musikken havde kvaliteten til at spille hovedrollen og sagtens kunne klare sig uden lysbillederne.
LP’en var en egenudgivelse, hvilket ikke var så normalt på det tidspunkt. Men Schønning ønskede selv at have fuld kreativ kontrol over pladen og var ikke klar til at sende den ind til et pladeselskab, som så ville bestemme det hele.
Pladen blev sendt til tryk i England – efter Jo Banks havde fotograferet det ikoniske portræt af Schønning til forsiden – og nu stod han så med 500 plader, finansieret af et studielån.
Klaus var i mellemtyden begyndt på musikvidenskab på universitetet, men fandt sig aldrig rigtig godt tilpas på studiet. Man fornemmer, at de faste former på universitetet ikke har harmoneret med Schønnings frihedstrang.
“Det føltes lidt som et hamsterhjul for mig at lære noget, bare for at kunne lære det videre til nogle andre. Jeg forstod ikke rigtigt, hvor det skulle føre hen. Jeg fik helt klaustrofobi af det” fortæller han.
I stedet lånte han en gammel ladcykel, og cyklede rundt til byens pladebutikker med sine 500 selvudgivne lp’er. Den uortodokse distribution har sandsynligvis ramt en åre i tiden og modtagelsen i pladebutikkerne var god. Lydglimt fik for eksempel en flot placering i vinduet på Bristol Musik. Selv i radioen syntes de, at historien om den unge musiker, der selv cyklede rundt til byens pladebutikker var sjov, og de endte oven i købet med at bruge noget af Klaus’ musik som underlægningsmusik på radioindslag.
Medley Records
Efter endnu en selvudgivet plade – Cyklus fra 1980 – fik Medley, som var et af tidens største pladeselskaber, øjenene op for Schønnings musik og gav ham en kontrakt. Selskabet havde på dette tidspunkt nogle af Danmarks største stjerner som Kim Larsen blandt deres artister, og Schønnings musik fandt vej ud til den bredere befolkning. Det betød også, at hans næste plade blev indspillet i Sweet Silence, det største og mest veludrustede studie i Danmark. Her kunne Schønning indspille på en tremeter lang 48-spors mixer – en massiv opgradering fra den 4-sporsoptager han hidtil havde benyttet sig af.
Efter at havde udgivet et par plader på Medley – herunder hovedværket Locrian Arabesque fra 1985- flyttede Schønning til Berlin. Her opholdt han sig de næste fire år, hvilket blandt andet betød, at han var i byen under murens faldt. Det var også i den periode han kom i kontakt med Fønix Musik, hvor Schønning udgav Symphodyssé-serien på fire plader fra 1989 til 1993. Og i 94 valgte Fønix at genudgive hele Schønnings bagkatalog. Omkring 13 udgivelser er det blevet til i alt på pladeselskabet.
Fønix udgav primært new age og meditationsmusik, men Schønning har aldrig rigtig fundet sig tilpas i den genrebetegnelse heller.
“Jeg følte ikke, at det var New Age-musik, jeg lavede, selvom jeg prøvede at komme begrebet lidt i møde med nogle af mine udgivelser. Men der var ikke rigtig nogen genrebetegnelse for det, jeg lavede dengang. Dagbladet Aktuelt kaldte det for lænestolsmusik i en af deres anmeldelser” erindrer Schønning.
Det er vigtigt for Schønning at understrege, at det ikke handler om, at han ikke har respekt for udøvere af musik, der falder mere naturligt inden for forskellige genrebetegnelser. I stedet fornemmer man en dyb indre frihedstrang, som kun nødigt lader sig begrænse af de kasser, som det at holde sig inden for én genre kan ses som. På samme måde som han ikke brød sig om at holde sig til partituret, da han gik hos spillæreren som ung, på samme måde som han ikke passede ind på musikvidenskab, har Schønning kontakt til noget, som ikke lader sig begrænse. Noget som har potentialet til en nærmest uendelig udfoldelse.
Og måske er det også denne modstand mod konformiteten, som er grunden til, at Schønnings musik bliver ved med at finde nye lyttere.
Lydglimt bliver genudgivet på Frederiksberg Records den 26. oktober 2020. Der vil være reception for pladen kl. 17.30 i Beat på Enghaveplads, hvor du både kan møde Klaus Schønning i samtale med Katrine Ring samt lytte til Lydglimt. Find eventet her.
OBS: Der er yderst begrænset kapacitet, men det vil være muligt at følge arrangementet live på facebook på Strøms Facebook.
Tak til Snyk, Frederiksberg Records og BEAT København V.
Foto: Malthe Folke Ivarsson