Malika Mahmoud Henriques er ny musikansvarlig i Strøm

Malika træder ind fra kuratorgruppen og tager over fra Kristian Kjøller.

af | 2. mar 2022

Foto: Frederik Bentsen

Strøm er sindssygt glade for at byde Malika velkommen i butikken. Hun overtager fra Kristian Kjøller, som efter flere års tro tjeneste og vilde bookinger har valgt at takke af. I samme ombæring skal der også lyde en stor tak til Kristian fra hele Strøm-holdet.

Du kan her lære Malika, som denne uge havde sin første dag på Strøm-kontoret, lidt bedre at kende.

Vil du give en kort introduktion af dig selv? 

Jeg har arbejdet med elektronisk musik i flere år og på alle mulige forskellige måder. Jeg er selv DJ. Jeg har holdt fester. Og så har jeg været med til at starte og drive den uafhængige internetradiokanal MMH Radio sammen med en gruppe virkelig fede DJs og frivillige, indtil vi lukkede ned i 2020.

Jeg har desuden siddet med i Strøms kuratorgruppe de sidste to år under den tidligere musikansvarlige, Kristian Kjøller. Så jeg kender allerede en del til Strøm.

En af de ting jeg virkelig sætter pris på ved elektronisk musik er, hvor mange forskellige ting den kan være. Det tror jeg også man har kunne høre i mange af de projekter jeg har været involveret i – inklusiv mine DJ-set.

Lyt til Malikas Strøm Mix fra 2021.

Hvad synes du, Strøm er gode til?

Strøm er enormt gode til at være nytænkende i forhold til koncepter. Ja, i det hele taget til at gøre tingene på en ny måde. Det kan jeg virkelig godt lide, for jeg kan godt blive lidt træt af hvis folk hænger fast i at gøre tingene på den samme måde, uden at tænke over hvorfor.

Og så synes jeg Strøm er en af de eneste større festivaler i Danmark, som værdsætter DJs, som de artister de er. Det er en ting, der virkelig mangler i Danmark.

Er der noget du særligt gerne vil fokusere på som musikansvarlig?

Jeg vil gerne fokusere på at gøre musikken tilgængelig for endnu flere mennesker – både for publikum og for de udøvende. Da jeg lavede MMH var noget af det fedeste at give plads til nye talenter, som måske ikke havde så meget viden om det tekniske, men som til gengæld havde en vild selection og var enormt passionerede. Det synes jeg vi skal blive ved med at give plads til.

Strøm skal også holde fast i at lave nogle ting, som ellers ikke ville blive lavet i Danmark. Hvad enten det drejer sig om at booke udenlandske navne man ellers ikke ville høre, eller at lave koncepter, som andre ikke har ressourcerne til at lave.

Jeg vil også gerne holde fast i en vis ydmyghed i forhold til ikke at vide alting eller at kende al musik. Jeg blev selv en del af Strøm gennem kuratorgruppen, som er et mega vigtigt værktøj til at blive bevidst om miljøer og genrer, som man ellers ikke kender til, så man ikke ender med at blive fanget i sin egen lille boble.

Malika kan fremover fanges på malika@strm.dk.