Fast Lytter: Malika Mahmoud kuraterer første udgave af Strøms nye playlist

Fast Lytter er Strøms nye playlist med 30 sprøde tracks, som månedligt kurateres af en ny gæst.

af | 9. mar 2022

Strøm kunne sidste uge præsentere Malika som vores nye musikansvarlige, og denne uge får vi så en lille bid af hendes eklektiske musiksmag, som første gæstekurator på Fast Lytter, Strøms nye playlist.

Fast Lytter vil månedligt blive opdateret af en ny gæstekurator, som får frie rammer til at præsentere 30 numre alle bør høre. Ingen genrer og ingen temaer, bare 100 % ild. Er du træt af Spotifys ensrettede algoritmer og savner at blive overrasket og udfordret, er der derfor god grund til at følge med.

Vi har stillet Malika et par spørgsmål i forbindelse med hendes 30 udvalgte tracks.

Beskriv din playliste med tre ord. 

Klubbet, Insisterende, Catchy.

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Hvad har du optur over for tiden?

Åh, så mange ting, men udover at have optur over alt det musik på playlisten – primært eksperimentelt, breaks og amapiano – har jeg haft rigtig optur over feministisk Dancehall fra 90’erne.

Jeg var nede i pladebutikken Palmspree, som havde en masse 7″ vinyler med reggae, roots og dancehall. Jeg spiller aldrig rigtig vinyler ude, men jeg nyder at lytte vinyler hjemme. Jeg havde ikke tid til at lytte, men havde lyst til at prøve lykken, så jeg købte 10 stk. uden at lytte til dem først. Jeg gik lidt målrettet efter de kvindelige artister, da jeg har en del dancehall skabt af kvindelige artister, hvor jeg næsten altid finder teksterne både sjove og empowering. Både i lyrikken, men også i lydene, sangtitlerne og artistnavnene. Fx købte jeg en plade af artisten Queen Omega med nummeret Greedy Bwoy. Elsker det!

Jeg glæder mig til at skulle spille et dancehall set snart. Jeg har dog ikke disse numre med på dagens playliste, så det må lige blive en cliffhanger fra min side 😉

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Hvad var din seneste store musikoplevelse?

Jeg synes, jeg har store musikoplevelser ret tit. Jeg kan have en stor musikoplevelse ved bare at høre et sublimt nummer på cyklen på vej hjem. Men den seneste musikoplevelse, som skiller sig ud, var da jeg spillede på Inkonst i Sverige til en aften kaldet Rendez-Vous. Det var anden gang jeg spiller på Inkonst, som iøvrigt har et rigtig fedt Funktion-One lydsystem, som jeg nyder at spille på.

Det var det mest eklektiske DJ-set jeg nogensinde har spillet på en klubaften. Jeg kendte ikke til de andre DJ’s på lineuppet, Prof.Stranger og Lautaro Cubilla, og jeg kendte heller ikke til Rendez-Vous’ publikum. Det gjorde, at jeg ikke havde nogen forudantagelser om, hvad der forventedes af mit set. Når man som DJ spiller meget eklektisk, har jeg altid lidt en forventning om, hvilken del af mit musikkartotek bookeren eller promoteren forventer af mig, når jeg kender til deres spillested eller tidligere promoverede fester. Denne forudantagelse følte jeg hverken Amel og Lau – Rendez-Vous promoterne – eller publikum havde. Jeg spillede 02-04 og fik spillet alt fra kuduro og hard drum til dancehall og neo perreo.

Efter den musikoplevelse har jeg haft lyst til at have samme tilgang til alle mine fremtidige gigs. Jeg tror dog også det er en fordel, at Inkonst promoverer rigtig mange vidt forskellige events, som gjorde, at publikummet også kommer for de enkelte klubaftener fremfor bare at komme til alle events. Det kan være svært at være den, som skal komme ind og udfordre et publikum på en klub, som fx primært afholder house-aftener.

Tak til Malika. Har du ikke fået nok, kan du følge hende på Soundcloud og Instagram.

 
 

 

Hvis du ikke allerede gør, så følg Fast Lytter her.