“Jeg drømmer om, at man ser Strøm til Børn som musikalsk og personlig dannelse”

af | 20. dec 2019

 

Når Strøm til Børn overtager tøjlerne i musikundervisningen, forvandler klasseværelset sig til et kreativt frirum, fyldt med rytmer og melodier. Her får alle elever en tablet i hånden og lov til at skabe deres eget stykke musik – lige som det passer dem. Strøm til Børn tilbyder nemlig noget, som ofte er en stor udfordring på danske folkeskoler: at skabe rammer for, at hvert eneste barn i klassen kan udtrykke sig musikalsk og være kreativt skabende på samme tid. Strøm til Børns projektleder og den ene halvdel af underviser-duoen er Jeanette Frederiksen, der har en baggrund som musiker og musiklærer. Her fortæller hun om de seneste udviklinger i Strøm til Børn og sine visioner for projektets fremtid. Derudover deler to folkeskolelærere deres erfaringer med forløbet, som de har været igennem med deres klasse.

Af Emily Staats / Foto: Daniel Liversage

Jeanette, du har senest været ude med Strøm til Børn på Tilst Skole i Jylland. Hvordan kan man forestille sig sådan et Strøm til Børn-forløb?

Skoleforløbet strækker sig over tre dage med forskellige lektioner, hvor vi lærer en folkeskoleklasse, hvordan man laver elektronisk musik på tablets. Efter introduktionen på dag et, går hver elev i gang med at producere sit eget nummer. Vi støtter børnene aktivt undervejs og guider dem gennem processen – fra de finder ud af, at de alle sammen kan producere lyd, selvom de måske ikke har prøvet at spille et instrument før, indtil de hver især med deres eget stykke kommer i mål. I forløbets sidste to lektioner får hvert barn så lov til at præsentere sit nummer til hele klassen og efterfølgende tage optagelsen med hjem. 

På den måde favner Strøm til Børn tre kompetence-rum: Det kreative, hvor alle får lov til at udtrykke sig gennem deres egen lyd og deres eget stykke musik. Det digitale, hvor vi beskæftiger os med digitale virkemidler og en tablet som et instrument. Og til sidst, det sociale rum, hvor der er plads til alle. Sociale grænser spiller ikke nogen rolle, fordi alle kan være med, uanset baggrund, køn eller inklusionsproblematikker i klassen. Uafhængig af, om de kan spille et traditionelt instrument eller ej, er der ikke nogen, der er bedre til det i forvejen. Alle kommer i mål og får deres stykke musik med hjem, og det vender rundt på børnenes selvopfattelse.”

Siden januar er Strøm til Børn på Kultur – og Musikministeriets Handlingsplan fra 2019 til 2022. Hvad betyder det for dit arbejde?

“For det første betyder støtten, at vi nu kan lave rigtig mange forløb om året hvor skolerne kun skal betale en minimumspris. For det andet indeholder forløbet nu en opkvalificerings-workshop til alle musiklærere på skolen, som har booket os. I workshoppen underviser vi musiklærerne i didaktiske metoder og involvering af musikelektroniske virkemidler, som de kan anvende efterfølgende i deres egen musikundervisning. Vilkårene i dag er nemlig, at der på mange skoler mangler uddannede musiklærere, og folkeskolerne står derfor overfor nogle konkrete udfordringer i musikundervisningen generelt. Vi introducerer lærerne for det potentiale, som der ligger i de digitale virkemidler, uanset hvilken årgang, de underviser på. Hvis, for eksempel, samspillet med 28 børn i et musiklokale opfattes som en udfordring, viser vi lærerne hvordan tablets kan bruges i sammenspil-situationer. Det kan være, at flere børn bruger tablets til at spille trommer på, eller en enkelt laver et beat, som de andre kan læne sig op ad og spille til. Og det kommer ret hurtigt til at lyde godt. Et andet eksempel er musikteori, hvor vi viser lærerne, hvordan de kan arbejde på en tablet med skalaer, dur og mol eller akkordprogressioner, så det bliver sjovt at arbejde med musikteori.”

Så Strøm til Børn gør musikundervisningen sjovere og skaber variation. Er der noget ud over det, som en skole kan forvente af forløbet?

“Jeg drømmer om, at man i højere grad ser Strøm til Børn som musikalsk og personlig dannelse på længere sigt. Det er ikke kun underholdning, men tilføjer en faglighed til undervisningen, som bliver, når vi er taget derfra igen. Jeg drømmer om, at flere musiklærere får gavn af, at vi kan tilbyde dem konkret opkvalificering, som kan løse nogle af de udfordringer de står med i musikfaget. Og så er det ikke kun musikfaget, der vinder. For det første er det en kæmpe gevinst rent trivselsmæssigt for klassen – under forløbet udvikler klassen sig socialt, da de ikke kun lærer at skabe musik, men i høj grad også at kunne lytte og perspektivere hvad der kommer fra de andre elever. Dette kan gavne klassen på sigt. For det andet kan børnene overføre deres succesoplevelse til andre fag. Vores metoder og vores tilgang, at børnene skaber noget, der er helt deres eget, kan også gavne den øvrige undervisning. Det kan sagtens være en klasselærer, som booker et forløb til sin klasse, ikke kun musiklæreren. Når klasselæreren følger forløbet, ser vedkommende klassedynamikken udfolde sig på en ny måde, og denne erfaring, samt metoderne til at udfolde elevernes kreativitet, kan klasselæreren være med til at forankre i klassen efterfølgende.”

Når du tænker på Strøm til Børn i fremtiden, hvilken udvikling kan du se?

“Jeg kunne godt tænke mig at udvikle en måde, hvor vi efterfølgende kan gribe alle de børn, som vi møder, og som vi er nået ind til gennem skoleforløbet. Jeg vil gerne give dem mulighed for at fortsætte med at lave elektronisk musik – ligesom mange børn går til guitarundervisning, for eksempel. På den måde kunne vi både hjælpe børn videre, der har talent og give dem det løft, de har brug for, og tilbyde en kreativ og inspirerende fritidsaktivitet til alle andre, der bare synes, det er skidesjovt at få lov til at skabe musik. Jeg synes det er vigtigt, at vi i Strøm har den vision, at kunne tilbyde undervisning i elektronisk musik, der faciliterer hele processen. Så vi får dem, der er godt hjulpet på vej og giver dem, der har lyst, mulighed for at lave musik og mærke, at musik ikke behøver at være kompliceret for at være godt.” 

Mia Rask Hansen deltog i et Strøm til Børn-skoleforløb i januar som klasselærer og musiklærer. Hun synes især, at Strøm til Børns måde at give eleverne lov til at lave deres egen musik er noget særligt. 

Det er min oplevelse, at arbejdet med elektronisk musik giver rum til at være kreativt skabende på en nem måde. At alle elever fik lov til at lave sit eget stykke musik var meget særligt. Som musiklærer er jeg uddannet i traditionelle instrumenter og sang. Det gør dét, at være musikalsk skabende til noget af det sværeste i musikundervisningen. Elektronisk musik anede jeg slet ikke noget om, og jeg har i lang tid tænkt over, hvordan jeg kunne arbejde med det i undervisningen.

Også Strøm til Børns undervisere bidrog meget til Mias positive indtryk af forløbet. 

“Strøm til Børn har hamrende dygtige undervisere, der har styr på klasserumsledelse, og man kunne godt mærke, at de er meget skarpe på at undervise. De havde en strategi med sig og eleverne var hurtigt meget trygge i deres undervisning.”

På den måde har Mia under Strøm til Børn-forløbet ikke kun lært en masse nyt om elektronisk musik, men også om undervisningsstil.

“Strøm til Børn skaber rammer for børnene til at være kreativt skabende. Derfor er det først og fremmest den måde, de har undervist på, som jeg tager med mig, “siger hun, og tilføjer: 

“Det var fedt at se, hvordan eleverne lige blev en halv meter højere, men jeg vil sige, at jeg lærte endnu mere som deres lærer. Jeg er virkelig blæst omkuld.”

Jesper Rønn Svane er musiklærer på mellemtrinnet og er den musiklærer, der var med til skoleforløbet på Tilst Skole, som blev afholdt i en klasse, hvor flere af børnene har nogle udfordringer i skoletiden. Selv om han allerede i forvejen havde erfaring med elektronisk musik og involvering af tablets i undervisningen, beskriver han også Strøm til Børn som en positiv oplevelse. 

“Det fungerede fremragende fra day one. Jeanette og Rasmus kom ind med en enorm god energi og stor troværdighed over for børnene. Det var godt planlagt og afviklet, som inspirerede mig som musiklærer. Jeg havde godt kendskab til, hvordan man laver musik på iPads og lærte meget nyt under forløbet, så jeg fik udvidet min musikalske horisont.” Jesper fortæller, at eleverne i klassen også var meget glade for og tilfredse med Strøm til Børn. Han uddyber: 

“Jeg tog forløbet et skridt videre, da vi havde en byfest på skolen dagen efter. Der lavede vi så en koncert, hvor nogle af eleverne optrådte med deres numre. Det var en super afslutning og de var meget stolte over resultatet.”

Faktaboks Strøm til Børn

  • Tilbage i 2010 startede Strøm med at sætte fokus på børn og undervisning i elektronisk musik 
  • Strøm til Børn Skoleforløb er et undervisningsforløb for 4. til 6. klasser i landets folkeskoler
  • I tre dage kommer børn og lærere omkring musikudøvelse, musikalsk skabelse og musikforståelse
  • Under hele forløbet undervises og guides eleverne af to undervisere fra Strøm til Børn
  • Strøm til Børn ledes af Jeanette Frederiksen (uddannet sanger, sangskriver og musiklærer)
  • Strøm til Børn initiativet omfatter tre formater:
    • – Strøm til Børn Skoleforløb (inkl. opkvalificerings-workshop for musiklærere)
    • – Strøm til Børn Session, som er en tre timers workshop
    • – Strøm til Børn Gæsteundervisning, hvor en underviser fra Strøm overtager en musiktime på en folkeskole

Læs også: https://strm.dk/strom-til-born-bliver-tildelt-millioner/