Ni anbefalinger fra os til dig på Bandcamp Friday

Strøm-kurator Morten Løwenstein er igen klar med nye anbefalinger til Bandcamp Friday, hvor samtlige indtægter går til artisterne, når man køber via Bandcamp.

af | 4. dec 2020

Strøm-kurator og dj Morten Løwenstein er igen klar med nye anbefalinger til Bandcamp Friday, hvor samtlige indtægter går til artisterne, når man køber via Bandcamp. God fornøjelse – det er bare at klikke på artistens navn eller pladecoveret, og så kommer du ind på Bandcamp-siden.

Kasper Marott: Sol EP

Kasper Marott er tilbage på Seilscheibenpfeiler, hvor han for et par år siden udgav lidt af et klubhit i form af Keflavik. Sol er en forløber for Kasper Marotts kommende album – det er hurtig techno, men på en lidt mere subtil og drømmende måde, end man måske kender den fra resten af Københavns technoscene.

Anz: Spring/Summer Dubs 2020

Hvis man er til UK klubmusik, bør man kigge lidt nærmere på Anz. At genredefinere hendes produktioner villle være en skam, for som hun selv siger, er hendes DJ-sets “a testament to my indecisiveness”. Hendes produktioner kan godt tåle samme beskrivelse, og det kan man høre på hendes Spring/Summer Dubs 2020. Udgivelsen er et DJ-set i serien af production mixes, hun har lavet de sidste 5 år, og det kommer omkring mange af de typiske engelske klubgenrer.

Perko: Galerie

Perkos nye udgivelse på Posh Isolation er field recordings og ambient, der lægger sig om dig som et tæppe. Det er godt til din vinter!

Nadia Khan: Port Ana

Når nu vi er i den lidt roligere ende har amerikanske Nadia Khan udgivet en ny mini-LP. Ambient, lidt melodier, teksturer og endda en kickdrum – og virkelig højt niveau.

SVBKVLT: Cache 02

SVBKVLT er et af de mest toneangivende kinesiske labels. Musikken bevæger sig ud i den mere eksperimenterende del af klubmusik, og Cache 2 er et udpluk af numre fra artister på og omkring pladeselskabet og er et godt sted at starte. Cache 01 udkom i 2019 og er absolut også et lyt værdigt.

Læs mere: Se vores anbefalinger fra seneste Bandcamp Friday her

On Loop: Moxie Presents Vol. 5

Moxie har fundet tracks fra hendes favoritartister og samlet dem på den femte i rækken af Moxie Presents. Hun er god til det og har denne gang blandt andet Yu Su, Al Wootton og rRoxymore med. Der er lidt til derhjemme og lidt til klubben.

Clarissa Conelly: The Voyager

Clarissa Connelly har udgivet et nyt album på sit eget label. Det er eksperimenterende pop med keltiske traditioner og inspiration og en række forskellige vokal teknikker. Hvis du vil høre det live, spiller hun på Alice i februar, og der skulle ikke være så mange billetter tilbage.

A.k.Adrix: Código de Barras

Pladeselskabet Principe er stort set altid garant for noget godt, og A.k.Adrix’ album er langt fra en undtagelse. UK-inspireret batida?

Warp Records

Warp Records kom omsider på Bandcamp den 1. december i år. Så du kan jo passende også lige smutte forbi og købe noget Aphex Twin eller Kelela, når du nu er igang. Deres seneste udgivelse er Oneohtrix Point Nevers nye album.