Selvom det er blevet hot at sætte jazz og elektronisk musik i forbindelse med hinanden, må man ikke undervurdere hiphoppens indflydelse på den type jazz, vi ser i øjeblikket. Det mener Sean-Poul de Fré Gress, rapper, manager og generel ildsjæl på den danske og europæiske musikscene. Sean-Poul står bag de nyeste tilføjelser til New Jazz DK-spillelisten, og Freia Buus Bille fra Strøm har talt med ham om genrebevægelser, hans egen musikalske historie, og de tracks han har kurateret.
Hvordan er din historie med og dit forhold til jazz og elektronisk musik?
Det er meget enkelt egentligt – det er igennem hiphop, at jeg blev introduceret til elektronisk musik og derigennem jazz. Jeg har lyttet til og lavet hiphop-musik hele mit liv. Gennem hiphopmiljøet i Aarhus i de tidlige 00’ere blev jeg introduceret til elektroniske kunstnere som Squarepusher og Aphex Twin – og der er jo også hiphop i genrer som drum ’n’ bass.
Aarhus-legender som Sofus Forsberg og Badun var helt klart også med til at åbne op for min forståelse for, hvad musik kan være. Og så vil jeg måske endda mene, at det er gennem Aarhus’ elektroniske miljø, at jeg kom videre til jazzen. Men jeg husker også at have været en tur på jazzbaren Bent J som ung hiphopper, så måske er det ikke så kronologisk i virkeligheden. Men det er sådan jeg husker det – hiphop, elektronisk musik og så jazz. Det ene førte til det andet og gør det stadig.
Hvornår er du stødt på den genrebrydende tendens, som vi hylder med playlisten her, hvor jazz henter inspiration fra elektronisk musik?
Jeg ved ærligt talt ikke, om det at bryde genrer er en tendens. Sker det ikke hele tiden og konstant? Og er det jazzen, der henter inspiration fra elektronisk musik, og ikke omvendt? Altså jeg ved det ikke, men det kan være svært at konkludere med sandhed, da jeg tror at sandheden er mindst lige så nuanceret som musik. Paul Simon gjorde det på Graceland, hvor han blandede afrikansk æstetik og rytmer med pop og rock. Det album hørte jeg faktisk rigtig meget, da jeg var barn. Men det at opsøge genrebrud starter nok igen for mig ved hiphoppen. Og ved min nysgerrighed.
Energi, åbenhed og grooves: Astrid Engberg kuraterer ny New Jazz DK-spilleliste
Hvad kan det her genreeksperiment, som er blevet døbt London-jazz?
Jeg får også lyst til at stille mig kritisk over for de kategorier. Hvad er London-jazz? Og hvorfor er det et genreeksperiment? Er det ikke bare nogle, som laver musik? Er det ikke først et eksperiment, hvis der er tale om en konceptuel tilgang til skabelsen eller udførelsen?
Men når vi snakker om den jazz, der kommer ud af London, og som mange måske vil tilegne Yussef Dayes og Kamaal Williams, så har det igen noget med hiphop at gøre. Med hiphop kan alt blive mere tilgængeligt. Men jeg vil faktisk mene, at Chicago sidder på en ret spændende plads i jazzen lige nu med musikere som Makaya McCraven, Junius Paul m.fl.
Hvis jeg kigger mod London nu, er det ikke nødvendigvis jazzen, der fanger mig, men artister som Wulu, Eun, Demae, der helt klart også arbejder i og med jazz, men er det jazz? Og ved du hvad, who gives a fuck, om det er jazz? Det er godt.
Hvordan oplever du denne her musik i dit arbejde med dansk musik og danske musikere?
Jeg oplever generelt en stigende outreach fra musikere med forskellige baggrunde og præferencer, men som alle vil det samme. Nemlig noget mere og noget andet. Det er fedt at mærke, når musikere vil ud til grænsen af deres vante miljø, stilretning eller genre, og afsøge hvad der er på den anden side. Det er vel også sådan, vi vokser som musikere, arrangører og mennesker. Ved at udfordre os selv. Det har jeg f.eks. oplevet med live-improvisationskonceptet Nebula. Her var det tydeligt, hvor meget visse musikere har længtes efter et miljø, hvor der netop ikke er de her genrebetonede grænser, men plads til alt.
London kalder: Jazzen er tilbage!
Dernæst har man kunnet se og mærke denne her slags musik i nogle år efterhånden, hvis man kigger på det arbejde, som en række kulturaktører og artister har lagt for dagen: Pladebutikken Palmspree, pladeselskabet Super Bad Disco, pladebutikken Rekords, hiphop-kollektivet Centeret, Badun (stadig mere relevant end nogensinde), Jonas Visti, Central og Regelbau, Erika De Casier, Athletic Progression, Bremer/McCoy og nu også i form af den interesse, I hos Strøm viser, og aktivt går ind og laver noget konkret ud af. Fedt!
Men igen, hvis man skal zoome ind på netop London-jazzen med Yussef Dayes og Kamaal Williams, og hvordan den har udfoldet sig i Danmark, så skal man kigge på Athletic Progression. Den aarhusianske trio kendte ikke Yussef Dayes og Kamaal Williams’ album Black Focus og havde heller aldrig hørt om Henry Wu, da de væltede ind på danske live-scene på hjemmebane til Spot i 2017. Det var jo ikke til at forstå, hvordan to artister, Athletic Progression og Yussef Dayes, sideløbende kunne kreere en lyd, der var så tæt på hinandens uden at kende til hinanden.
Så måske startede London-jazzen slet ikke i London. Hele den hiphop-lyd vi hører i jazz i dag, vil jeg faktisk også til dels tilskrive To Pimp A Butterfly-albummet af Kendrick Lamar. Kamasi Washington, Thundercat, Terrace Martin og Flying Lotus var alle med på produktionssiden af den plade. Igen er der tråde til den elektroniske scene i Los Angeles, som så trækker direkte massive tråde til scenerne i England. Og tilbage igen.
Har du nogle kommentarer, du gerne vil knytte til de numre, som du har tilføjet til New Jazz DK spillelisten?
Jeg har brugt meget tid på at overveje rækkefølgen på de numre, jeg har udvalgt til spillelisten. Det sjove er fortællingen i det. Det er ligesom min egen fortælling – det starter med hiphop, derefter elektronisk, og så går der jazz i den. Det er påfaldende, hvor godt de her numre hænger sammen. Jeg synes især, at man skal tjekke Amba ud. Jeg var faktisk nødt til at få ham til at uploade sin musik på Spotify, for at jeg kunne inkludere det i playlisten. Kæmpe vibe ham der!
Og så synes jeg, at det sidste nummer, Benny Holsts Sang Om Merværdi, er det smukkeste i hele verden. Det handler om at tage stilling til noget. Nummeret har en holdning. Det at tage et standpunkt og være lidt i opposition kendetegner på mange måder også hele jazz-scenen i London. Meget af musikken er i opposition til systemet og er en protest mod klasseforskelle, den strukturelle racisme og den ikke-intersektionelle feminisme. De tager deres rødder med og laver musik om dem. Det betyder, at der er fucking groove op i den, hvorimod vores musikalske ophav er langt mere klangbaseret her i norden.
Lyt til New Jazz DK-playlisten her:
Om Sean-Poul de Fré Gress
Sean-Poul de Fré Gress har i årevis været en toneangivende aktør i dansk musikliv – især indenfor grænselandet mellem hiphop, beats og jazz. Som booker har han været med til at hente en række giganter fra den internationale beatscene til Danmark som kickstart på den hjemlige beatscene, der i dag er et sprudlende kreativt miljø med international bevågenhed. Sean-Pouls arbejde afspejler særligt hans aarhusianske rødder, bl.a. som medstifter af klubkonceptet Favorite Things, koncertrækken Nebula og initiativtager til Spot Off under Spot Festival. Men det er først og fremmest som talentspejder og manager gennem sit bookingbureau Ohwell Booking, at han har sat sit præg med navne som Josephin Bovién, Yellow Spoon og Athletic Progression.
Derudover bevæger Sean-Poul sig hjemmevant som rapper og ildsjæl på den danske og europæiske rapscene. Han udgav i 2017 det roste album Arosei med produceren Solbjergis – en af de seneste års bedst anmeldte danske hiphopplader. Sean-Poul kan det hele, og han kan ikke lade være. En regulær force of nature i dansk undergrundsmusik.
New Jazz DK er et playlisteprojekt skabt i samarbejde med JazzDanmark og støttet af Gangsted Fonden, Nordeafonden og Dansk Musiker Forbund.
Foto af Flemming Bo Jensen.