Skrevet af Daniel Bruhn Jensen
Du er opvokset i et musikalsk hjem, hvor både mor og far er professionelle musikere. Hvilket track dansede du til i barndomshjemmet?
Jeg var nødt til at spørge min mor, for der var konstant musik i hjemmet. Hun fortalte, at storfavoritten var “They Dont Care About Us” med Michael Jackson, men at der også blev danset heftigt til Carola Häggkvist “Fångad Av En Stormvind”. Jeg synes faktisk også, at Carola var meget smuk, da jeg var lille.
Du har altid beskæftiget dig med musik. Som barn spillede du trommer, men da far introducerede dig til Garage Band i 12-13 års alderen, blev trommestikkerne skiftet ud med musseklik. Hvilket nummer fra den periode står stadig ud som en inspiration?
Mr. Oizo med “No Day Massacre”. Jeg hørte hans “Analog Wormz Attack” album, da jeg var meget ung, fordi min mor fik cd’en med hjem fra hendes gamle pladeselskab. Da jeg hørte den, var jeg klar over, at jeg ville lave noget elektronisk musik.
På trods af din første udgivelse blot var i 2010, har du allerede mange og forskelligartede produktioner bag dig. Hvilket af dine egne tracks synes du, repræsenterer dig bedst som producer?
Puha, den er meget svær. Når det spænder så bredt, så er man tit stolt i forskellige afdelinger. Jeg er stolt af alt jeg har lavet, men det track, der nok repræsenterer mig bedst må være “Cashflow” med Anya. Det har både lidt beatstemning, soul elementer og en dynamisk synth produktion, som jeg altid har været svært glad for. Jeg elsker at skabe kontraster med pludselige lydeksplosioner, og det føler jeg, at omkvædet i “Cashflow” indkapsler sindssygt godt.
Du kan godt lide at isolere dig fra verden, når du skal være produktiv. Flere af dine projekter, heriblandt AV AV AV og dit samarbejde med Anya, blev til i skovhytter og sommerhuse. Hvilket track hører du for at drømme dig væk, når du ikke kan komme væk fra byen?
Burial med “Archangel”. Det kommer fra et minde af at vågne op med rigtig hårde tømmermænd i et sommerhus i Sverige med AV AV AV. Jeg blev jeg vækket til den her sang, så hver gang jeg hører den minder den mig om at være i sommerhus med de andre drenge.
Dine DJ-sets afspejler ofte dine produktioner, men den har måske også en tendens til at læne sig over imod tungere klubgenrer, som når du spiller på din torsdagsklub Brandy. Hvilket track er den største ELOQ klassiker, når August er bag pulten?
Der bliver jeg nødt til at vælge to, da der er så meget forskel på at spille ELOQ og spille Brandy. I ELOQ-universet går jeg for Torjus med Coco Elated. Den åbner jeg næsten alle mine ELOQ sets med. Jeg har prøvet at skifte den ud, men kommer altid tilbage til den. På Brandy er det dog en helt anden sag, da det jo er en UK house klub. Der må det sgu blive Mr. Belt & Wezol med ”Homeless”. Den får jeg altid lige flettet ind, når stemningen er helt top.