Strøm til Børn modtager stor bevilling fra kulturministeren

Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-2026 landet, og til vores store glæde er Strøm til Børn tildelt 3,2 millioner kr. i støtte.

af | 12. maj 2023

3,2 millioner kr
Kulturministeriets Musikhandlingsplan 2023-2026 landet, og til vores store glæde er Strøm til Børn tildelt 3,2 millioner kr. i støtte.

Mere end 6.000 børn og unge på 115 skoler over hele landet har over de sidste fire år deltaget i Strøm til Børns undervisning. Vi oplever en støt stigende efterspørgsel, og vi glæder os til at fortsætte vores nationale arbejde med at styrke børn og unges kompetencer og mod til selv at skabe musik med digital teknologi.

Børnene møder Strøm til Børn med en gigantisk begejstring med udtalelser som “Helt seriøst har det været de bedste skoledage i hele mit liv” og “Hver nat lå jeg og tænkte: Mand, jeg glæder mig til i morgen!”, imens lærerne påpeger, hvordan forløbet øger børnenes koncentrationsevne og fordybelse.

Kreativiteten styrkes
Strøm til Børn er et undervisningsinitiativ organiseret af den elektroniske musikinstitution Strøm, som gennem tredages forløb lærer børn og unge over hele landet at skabe deres egen musik. Med digital teknologi og en gennemarbejdet metodik opbygger vi sammen med børnene kompetencer og mod til at komponere deres egne musiknumre på iPads og computere. Teknologien har alle børn adgang til i fritiden, og den musikalske kreativitet kan derfor fortsætte efter projektet. Indsatsen forankres derudover lokalt på landets skoler via Strøm til Børns opkvalificering af lærerne, som får nye værktøjer til musikundervisningen.

Alle er med
Kun ganske få børn og unge i Danmark har prøvet at skabe deres egen musik. Med Strøm til Børn sikrer vi, at alle uanset køn og social og økonomisk baggrund lærer teknikker til at arbejde med musik som udtryksmiddel. Gennem vores undervisning erfarer de også, at der grundlæggende ikke er forskel på piger og drenges musikalske og tekniske kompetencer, hvilket vi på sigt tror på er med til at afhjælpe musikbranchens kønsubalance.

Resultater 2019-2022
– Mere end 6.000 børn og unge over hele landet har deltaget i Strøm til Børns aktiviteter
– 115 4.-6. klasser over hele landet har deltaget i Strøm til Børns aktiviteter
– 96% af 1.100 adspurgte skoleelever har givet Strøm til Børn 3-4 stjerner ud af 4 mulige

Hvad børnene selv siger
Det er sjovt, når man selv bestemmer over musikken, og det var fedt at jeg kunne nå så meget på så kort tid. Jeg følte ikke at jeg sad foran en skærm, men foran et rigtigt instrument.”
Elev, 5. klasse, Aarhus

“Det forstærkede min sans for lyd og musik, og jeg har fundet ud af hvor god jeg er til musik – det vidste jeg ikke. Det var et af de bedste oplevelser i mit liv.”
Elev, 4. klasse, København

LÆS MERE HER
https://kum.dk/aktuelt/nyheder/kaempe-oekonomisk-boost-til-musik-i-hele-danmark

MUSIKHANDLINGSPLAN 2023-2026
https://kum.dk/fileadmin/_kum/1_Nyheder_og_presse/2023/KUM-Musikhandlingsplan-2023_TG.pdf

KONTAKT
Ansvarlig for Strøm til Børn, Jeanette Frederiksen
jeanette@strm.dk

Pressehenvendelser
press@strm.dk

FOTO
Torben Meyer