På storskærmen bag Craig Leon finder en hypnotisk stjernekrig sted, imens den aldrende superproducer agerer dirigent for en strygerkvartet og betjener en hær af knapper på et monstrum af en synthesizer på samme tid. På gulvet foran Jazzhouse’ intime scene sidder publikum bænket rundt om små caféborde med vin i glassene, koncentrerede miner og hoveder, der vajer fra side til side i takt til de metalliske beats.
Vi befinder os til en typisk koncert kurateret af den elektroniske klub Proton, som siden 2014 har indtaget Jazzhouse’ kælder på månedlig basis med et program, der er noget nær unikt i København. De kunstnere, Proton præsenterer, er for eksperimenterende og krævende i deres udtryk til natklubbernes dansegulv, men er på samme tid så elementært forankret i genrer som techno og house, at de ikke bliver booket på byens traditionelle, rockorienterede spillesteder.
Foto af Asbjørn Rosenlund
“Vi har villet udforske grænselandet imellem klubben og eksperimenterende livekoncerter og give en ny vinkel på, hvad elektronisk musik er,” fortæller Anders Olesen, der sammen med Mikkel Steensgaard Christensen, Andreas Korsgaard Rasmussen og Troels Hastrup udgør holdet bag Proton.
Koncerten med Craig Leon tager netop denne udfordring op. Amerikaneren, der i 1970’erne producerede genredefinerende albums fra punknavne som The Ramones og Blondie, fremfører denne aften i november sit eget, og for mange ukendte, soloalbum fra 1981, ’Nommos’. Med sit repeterende og kuldslåede, synthesizerbaserede lydbillede har albummet været en forløber for genrer som ambient techno og industrial, men med de tilføjede lag af strygere og de udsvævende, tilbagelænede passager inviterer musikken mere til meditativ refleksion end uhæmmet dansefest. Med andre ord en booking, som ville være svær at indlemme de fleste andre steder end i Protons program.
En genrehoppende bookingstrategi
Anders Olesen har i mange år været engageret i den Odense-baserede elektroniske festival Phono, de sidste to år som festivalleder, og Protons eksperimenterende profil ligger i direkte forlængelse af festivalens. Men fra dag ét har Proton også taget udgangspunkt i Jazzhouse – både som fysisk ramme og som kunstnerisk ledestjerne. Først og fremmest matcher spillestedets genrehoppende bookingstrategi Protons program.
“Vi har altid spændt bredt i vores booking, for det er kedeligt kun at koncentrere sig om én ting. Når vi sammensætter en aften, kan det også være forskellige ting, der er sat på, så vi ikke bare kører en industrial-aften eller en ambient-aften. Vi forsøger selvfølgelig at få musikken til at spille nogenlunde sammen, så det ikke er totalt skizofrent, men vi sætter os ikke fast på nogen genre,” siger Anders Olesen.
Dette spejler sig i Protons netop overståede efterårsprogram. Én aften har budt på Tyondai Braxtons anarkistiske improvisationer efterfulgt af Tim Heckers tordnende dronetåge, imens en anden har bestået af en dobbeltkoncert med den elektroniske musiker Murcof og den klassiske pianist Vanessa Wagner. Navnene må siges at have hjemme i vidt forskellige hjørner af den elektroniske musikscene – men det er alt sammen krævende og avantgardistisk musik, der placerer sig i periferien af dansegulvet, hvis ikke helt uden for døren.
Anders Olesen og vennerne startede Proton ud fra et ønske om at udfordre udbuddet af elektronisk musik i København, som tilbage i 2014 i deres øjne tilgodeså den mere lettilgængelige del af scenen. I begyndelsen præsenterede Proton både skarpe kluborienterede shows og eksperimenterende koncerter som de førnævnte, men med tiden er profilen blevet snævret ind.
“Med årene har vi fået en mere og mere hardcore, eksperimenterende liveopsætning, og vi er blevet mere koncertfokuserede. Det er stadig aftenkoncerter, men meget mindre dansabelt. Vi dj’er stadig selv efter koncerterne, men selve klubdelen er lidt udeblevet,” siger Anders Olesen og forklarer, at nytilkomne koncepter som Rare Nights og Klub Ana har gjort en masse godt for klubscenen i København, siden Proton opstod. Behovet for at præsentere kluborienterede shows er med andre ord blevet mindre, men skiftet i profilen hænger også sammen med, at Proton-holdet med tiden har lært, hvad Jazzhouse er god til og ikke god til: “Jazzhouse fungerer bedst med mere rolige, tunge, eksperimenterende koncerter. Det har simpelthen noget med rummet at gøre. Det virker ikke på scenen med rene klubting.”
