Skrevet af Eva Laksø. Fotos af Flemming Bo Jensen.
Et oprør mod visuel kedsomhed
Ret mange – musikere inklusiv – synes, at det er kedeligt at se op på en scene, hvor musikere blot står og drejer knapper. Er publikum for langt fra scenen til at se de små tweaks på knapper og tangenter, er der hverken megen visuel action eller interaktion i selve musikernes musiceren.
Kenton Slash Demon betegner tilmed sig selv som “generte på scenen”. Om barndomsvennerne er mere eller mindre underholdende at betragte end andre elektroniske liveartister, ved jeg ikke. Men jeg ved, at Kenton Slash Demon går langt for at undgå visuel stilstand til deres koncerter.
På årets Strøm Festival er det ikke blot musikernes værk, som publikum møder i KPH Volume den 4. august. Her spiller Kenton Slash Demon nemlig et ganske særligt audiovisuelt show.
Duoen, som mange vil kende fra tracks som “Sun”, “Matter” og senest “Harpe”, har teamet op med arkitekterne Lenschow & Pihlmann samt elektroingeniørerne Mathias Bredholt og Mathias Kirkegaard, som i koncertens anledning agerer lysteknikere. Sammen har de udviklet en koncertscenografi, hvor lyset følger lyden og sammen med seks monumentale spejle skaber et ganske særligt visuelt univers omkring de hovedsageligt nye kompositioner i Kenton Slash Demons set.
Det nye liveset er kulminationen på en længere proces. I efteråret 2016 er Kenton Slash Demon på tour i USA og Europa med et nyt liveset. “I stedet for at tænke på et nummer ad gangen, arbejdede vi hen imod et sammenhængende musikalsk univers.” Silas Moldenhawer tænker tilbage på ideen til den musikalske vision, som gødede jorden for samarbejdet med arkitekterne og elektroingeniørerne. Et utraditionelt samarbejde, som giver duoens musikalske univers en rumlig dimension. “I en koncertsituation skal der jo være noget lys. Når man hyrer en lysmand ind, kommer de med en mere klassisk måde at lave et sceneshow på. Vi synes, det var sjovt at arbejde med nogen, som får musik, lys og arkitektur til at danne et nyt rum.”
“Lyset kan faktisk komponeres gennem MIDI,” fortæller Jonas Kenton om systemet, der kobler musikudstyret på bordet mellem duoen og de 3500 små LED-lamper i scenografien sammen. “Hver enkelt lille lampe kan simpelthen styres via software, som omdanner de MIDI-beskeder, vi bruger til at komponere på vores musikudstyr til de impulser, som styrer lyset. At musik og lys taler sammen i MIDI-beskeder gør, at lyset vil følge de musikalske valg vi træffer til hver enkelt koncert.” Og det får en ret vild effekt på publikums oplevelse, fortæller Silas Moldenhawer: “Når vi kombinerer de seks spejle med 3500 LED-lamper styret af musikken, bliver hele rummet reflekteret: os selv på scenen, lyset og publikum. Det publikum ser ske på scenen bliver en spejling af koncerten, en distortion af det sted, man er.”
I det her liveset er der en masse lag i numrene, som vi kan styre fuldstændig som vi vil fra show til show. Vi kan gøre numrene utrolig minimale og vi kan fylde dem helt ud med lyd.
– Jonas Kenton
Visionen er at skabe forvandlinger med lys og lyd
Til Strøm optræder Kenton Slash Demon med et nykomponeret liveset, som består af primært nye numre. Jeg tænker på, hvordan duoen formår at fastholde sin musikalske identitet i et liveset uden tidligere hits og med lyde fra nye maskiner. Ifølge Kenton Slash Demon er det stemningen, der skaber genkendelighed, selvom den kommer til udtryk på forskellig vis. “Det ville være helt unaturligt for os, at skulle spille et nummer som “Sun”, der er syv år gammelt”, siger Silas, og Jonas uddyber årsagen til duoens nye tilgang til at udforme livesettet: “Jeg synes ikke, at det er særlig interessant at pille noget fra hinanden for at samle det igen. Vi har altid været meget fokuserede på at sidde i studiet og lave nogle numre, som vi syntes var stærke. I en livesituation har vi derefter skullet reproducere dem. Men hvis man bare skal samle numrene igen, kan det være, at det bare var en DJ, som skulle spille originalerne.”
Kenton Slash Demons set opbygger et musikalsk univers ud fra de maskiner, som er med på scenen. Det er ikke længere computere og controllere, men maskiner, som lægger op til improvisation. “I det her liveset er der en masse lag i numrene, som vi kan styre fuldstændig som vi vil fra show til show. Vi kan gøre numrene utrolig minimale og vi kan fylde dem helt ud med lyd,” fortæller Jonas, mens Silas trækker linjer fra Kenton Slash Demons gennembrudsnumre til deres musikalske vision anno i dag. Vi har en del percussion elementer og rytmer i vores nye live-set, men vi forsøger at sætte dem ind i en kontekst, som virker syntetisk og kunstig. Mødet mellem det fundamentale og det højteknologiske synes vi er rigtig spændende at udforske. Man skal forestille sig at se Amazonas, hvor alle former og strukturer er organiske, men hvor alle overfladerne er syntetiske eller lavet af stål. Forvandlingen fra kunstigt til organisk og omvendt er kernen i deres musikalske vision, som også er blevet visuel i scenografien, beskriver Silas og fabulerer over, hvordan “det kunstige lys kommer til at minde om et træ i skoven eller noget skind på et dyr.”
Vi er blevet mere interesserede end nogensinde før i at ramme en særlig æstetik med de remedier, vi har. Vi vil gerne lave noget, som er radikalt på en eller anden måde.
– Jonas Kenton
Kompromisløs konsekvens
“Vi var til en koncert med Squarepusher på Sonár for mange år siden. Det er egentlig lidt en folkefest, men der spillede han et ekstremt konsekvent set, der nærmest var skabt til hans lysshow. Der var lange pauser med stilhed, og musikken virkede som filmmusik, som næsten var chokerende. I det er der virkelig en stor kontrast til en normal elektronisk koncert. Det skilte sig virkelig ud,” fortæller Silas om den koncert, der har brændt sig mest fast i hans erindring.
Ligesom Squarepusher interesserer Kenton Slash Demon sig ikke for kompromiser. Når det er live, skal det være live, og når det præsenterede er nyt, skal visionen holde hele vejen igennem. “Vi er blevet mere interesserede end nogensinde før i at ramme en særlig æstetik med de remedier, vi har. Vi vil gerne lave noget, som er radikalt på en eller anden måde,” siger Jonas. Silas understreger nødvendigheden af den form for konsekvens: “Hvis man ikke træffer de valg, forsvinder man i mængden af andre dygtige musikere og DJ’s, der laver noget, som minder lidt om en selv.”
Konsekvent er det visuelle greb med meterhøje krumme spejle og tusinder af LED-lamper indbygget i stålkonstruktioner. Det kræver den store varevogn at flytte rundt på og teknikken er ikke helt i skabet endnu. Men når det lykkedes for Kenton Slash Demon at forvrænge publikums idé om det velkendte – hvad enten det er en tribal trommerytme, deres egen musiks stemning eller lysets reflektion – er den ambitiøse duo tilfreds. “Nogle gange rammer man bare sådan en full circle, hvor man føler, at lyset spejler vores tanker om musikken. Og det er jo vildt rart,” siger Silas og fortrænger de praktiske kvaler.
Køb billetter til koncerten her