Tekst af William Sass. Fotos af Maria Christina.
En radiokanal udelukkende drevet af frivillige, hvor kunstnere betaler for at være med. Lyder det som et umuligt projekt at starte op? Så har du ikke mødt Malika Mahmoud Henriques. Hun er kvinden bag MMH Radio – Danmarks første community-baserede radio – og startede stationen som 20-årig. Helt grøn og uden nogen kontakter inden for radioverdenen herhjemme.
»Jeg har en baggrund fra Lilleskolen og Det Fri Gymnasium, og det sidder nok stadig lidt i kroppen«, siger hun.
Jeg møder hende i et lille hjørnelokale, helt klemt inde i bagenden af natklubben Bakken i Kødbyen, hvor radioen holder til. Udover en støvet sofa, lydudstyr og så det kæmpe piratagtige MMH-flag, der hænger på væggen, kan der ikke presses ret meget mere ind.
Ligesom mange af Kødbyens gamle slagterhuse har rummet alligevel en industriel charme over sig, og det er tydeligt, at Malika føler sig hjemme her. Inden jeg har sat mig i sofaen, har hun allerede sat første kop kaffe over, justeret lidt på udstyret og tilbudt, at jeg kunne få – ikke bare låne – en af deres opladere til min flade Macbook.
Siden MMH Radio gik i luften for første gang i december 2016 er flere og flere frivillige kommet til, og i dag er de omkring 50, der driver radioen. Stationen er Danmarks første community-radio og bygger i ægte ‘68’er-ånd på fælles medejerskab og inklusion frem for alt.
Community-radio virker måske som et lidt luftigt begreb, der er svært at forholde sig til. Ifølge Malika betyder det en platform for musik, hvor alle genrer er accepterede, og alle – uanset alder, identitet eller musiksmag – kan være med. Hvis man kan tilbyde musik, man ikke får andre steder eller har et unikt koncept, er man med, siger Malika.
Og er man først inde, får man også lov at bestemme. Hver DJ får et tidsrum på to timer, hvor de helt selv kuraterer programmet.
»På den måde bliver det også deres radiostation. Der er ingen, der siger: ‘Du skal gøre det her’ – der er 100 procent frie rammer til at sætte dit præg på vores fælles radio,« siger Malika.
Det lokale i det globale
Udover at drive radio baseret på et solidt værdisæt er der to grundidéer bag communityradio, ifølge Malika. Dels at skabe en lokal forankring i det nære musikmiljø, men også at give verdenen udenfor en mulighed for at få indblik i en lokal musikscene.
»Med globaliseringen kan man godt komme til at mangle et tilhørsforhold, og derfor tror jeg, man ser flere i byerne skabe lokalt forankrede musikplatforme,« siger Malika.
»Det kan også være, der sidder en i England og tænker: ‘Hvad sker der i København? Ville det være en interessant by for mig at tage til?’. Jeg synes selv, det er sjovt at følge med i Seoul og se, hvad der sker i Sydkorea, og man ser flere communityradioer poppe op over hele verden,« fortæller Malika.
Inspirationen til at starte sin egen kanal opstod i London, hvor Malika boede efter gymnasiet. Her lærte hun, hvor vigtigt det er bare at kontakte folk, hvis man har en solid idé. Det råd fulgte hun, og kort tid efter fik hun plads som praktikant på den kendte NTS Radio.
Ligesom MMH laver NTS communitybaseret radio, og de har siden deres opstart i 2011 haft kraftigt vokseværk. I dag sender de hver måned live fra over 30 byer i verden, og de vandt i 2014 prisen som verdens bedste online radiostation. Malika forklarer selv, hvordan radioen skiller sig ud:
»NTS har gjort lidt af det samme, som piratradio gjorde i sin tid. Dengang var problemet, at FM-båndet ikke repræsenterede den musik, folk reelt lyttede til. Det repræsenterede den mainstream lytter, men hvad skulle man gøre, hvis man kunne tænke sig at lytte til noget andet?«
Især idéen om at kunne repræsentere et bredere publikum fangede for alvor Malika. Så snart praktikopholdet var ovre, rejste hun tilbage til København med en plan om at lave sit eget projekt.
»Jeg boede sammen med én, som lavede logoet, og så prøvede jeg at sætte mit eget firma op. Og jeg anede jo ingenting – jeg var tyve år på det tidspunkt – men jeg skrev rundt til forskellige DJ’s, og alle sagde: ‘Hvor fedt, det mangler vi helt vildt’. Og så rullede det egentlig bare derfra.«
Når alle trækker i samme retning
Lige siden begyndelsen har der været fart på. Flere internationale navne har været gennem studiet, og Malika får langt flere henvendelser fra, end der er spilletid til. Men spørger man hende, er det ikke de store navne – som Acid Arab, Sandy B, DJ Okapi eller Dâm Funk – hun har lyst til at fortælle om.
»For mig har det største været, når det går op i en højere enhed, og alle trækker i samme retning. Når vi kan have et møde med 35 mennesker i gården, hvor alle føler sig hørt, eller at jeg kan se, hvor mange der har lyst til at repræsentere os udadtil. Dér er det for alvor fedt. Så er det ikke bare mit projekt, men noget der gavner andre,«
Derudover, siger Malika, kan det også være noget så lavpraktisk, som at helt grønne DJ’s har nogen, de kan sparre med og spørge til råds om udstyr, eller hvor meget de skal tage for deres første spillejob.
»Det at være fælles om noget er jo hele meningen med radioen,« siger hun.
Adgang forbudt
Selvom det er gået stærkt, er det langt fra det hele, der har kørt på skinner. MMHRADIO er snart to år gammel, men afhænger stadig af de 100 kroner om måneden, alle DJ’s på radioen betaler for at stationen kan køre rundt.
Af alt udstyr er det kun en mikrofon, en mixerpult og et par højtalere – alle tre betalt direkte fra Malikas opsparing – de selv ejer. Resten er lånt rundt omkring af venner og bekendte.
»Et eller andet sted sidder vi stadig med de samme udfordringer, vi har haft siden dag ét. Det går i den rigtige retning, og vi får masser af fede navne gennem radioen og flere lyttere. Men hvad skal vi med et kæmpe navn, hvis vi har en lortemikrofon og næsten ikke kan bruge lyden bagefter?« siger hun.
Malika siger, at hun lige fra begyndelsen har været ekstremt frustreret over, hvor mange lukkede døre, man som ungt menneske uden forhåndskendskab til spillereglerne møder, særligt i forhold til fondsansøgninger.
»Selv om vi er 50 involverede i radioen og har masser af lyttere, er det stadig svært at få penge hjem. Jeg prøver hele tiden at finde nye måder, vi kan gøre tingene på, men vi kan kun nå til et vist punkt med lånt udstyr,« siger hun.
Vil bane vejen for andre unge
At famle blindt rundt i en jungle af fonde er ikke en oplevelse, Malika og MMHRADIO står alene med. Rapporten “Undersøgelse af elektronisk musik i Danmark i 2017” lavet af Strøm og Fonden Roskilde Festival berettede både om manglende opmærksomhed til andre genrer fra mainstream radio og vanskelighederne ved at søge penge fra fonde.
Og det er en skam; ikke kun for MMHRADIO, men for alle unge med et projekt de brænder for, mener Malika.
»Det er vildt ærgerligt, vi bliver udelukket, for som samfund vil vi jo gerne have, at folk er innovative og iværksættere. Men sandheden er, at det kan du ikke uden penge. Så jeg håber, at vi med det her projekt ender et sted, hvor vi kan inspirere flere unge, så de får lyst til at starte noget.«
På trods af opstartsproblemerne er Malika alligevel ikke bange for at se optimistisk på fremtiden. Ordene snubler næsten ud af munden på hende, når hun fortæller om sine drømme og ambitioner for MMHRADIO. Alle med fællesskabet i fokus.
»I første omgang kunne jeg godt tænke mig, at radioen blev med 24 timers lyd på hjemmesiden, for der er mange, der gerne vil have shows på MMH. Jeg tror, der kommer fem om måneden med virkeligt fede idéer, og jeg har lyst til at sige ja til dem alle. Der er nogle udfordringer, vi skal have styr på, men der er så meget potentiale. Udover en 24-timers kanal kan det blive til et booking agency, en festival – jeg kan se så mange muligheder.«