Strøm er glade for at kunne byde velkommen til LIO KILA, som står bag denne måneds Strøm Mixx.
Lio er lyddesigner, producer og allerede en del af Strøms kuratorgruppe, der står for at udvælge Strøm Festivals musikprogram, og hendes sæt er en rejse gennem det kaos, vi lige nu befinder os i.
Mixet byder på kaotiske, smadrede og frembrusende øjeblikke, men også masser af eftertænksomhed og en søgen efter en eller anden form for accept af den nuværende situation. Hør hende selv beskrive mixet her:
Hvordan vil du beskrive dit mix? Hvad har du ladet dig inspirere af?
Mit mix tager udgangspunkt i det kaos, jeg føler, vi befinder os i lige nu. Men det handler for mig også om en accept af den tilstand, vi befinder os i. Nogle af numrene er et symbol for mig på at få afløb for de frustrationer, vi kan bære rundt på i øjeblikket. Mit mix er en blanding af nogle mere kaotiske, smadrede og frembrusende numre, og indimellem bliver disse opbrudt af numre med lidt mindre fart på. Omtrent ligesom mine tanker, haha.
Hvad er dit forhold til Strøm? Hvad betyder Strøm for dig?
Jeg er på mit tredje og sidste år som kurator i Strøm, og corona har desværre været skyld i, at vi i kuratorgruppen ikke har haft så meget medbestemmelse i år, som vi plejer. Men jeg er taknemmlig for at have fået lov til at sætte mit præg på Strøm Festival og den elektroniske musik i Danmark de sidste tre år. Det er virkelig dejligt at træde ind i et fællesskab, som brænder for den elektroniske musik.
Er der noget, du håber på at se mere af fra Strøms side i fremtiden?
Jeg synes, at det har været spændende at se, hvordan man også kan arbejde med andre formater end det typiske koncertformat. I år havde vi f.eks. premiere på en række videoer, som var blevet sat i værk i forbindelse med Strøm Festival. Tre kunstnere fik budget til at skabe et videoværk til deres musik og fik det derefter premieret i Dagmar Teater som en ægte biograffilm. Det kunne da være interessant at se mere af.
Lyt med til mixet her:
Foto: Pau Bechmann Nielsen og LIO KILA