Strøm Mixx 009: Christian d’Or

Christian d'Or står bag månedens Strøm Mixx, som han kalder Gode Transportmuligheder. Lyt til mixet, og læs vores interview med ham her.

af | 6. maj 2021

Foto: Kristian Bust

Byd velkommen til Christian d’Or, som står bag Gode Transportmuligheder – denne måneds Strøm Mixx.

Christian d’Or er et elsket navn i det danske dj- og musikmiljø og har gennem en lang årrække været garant for selektioner og produktioner af tårnhøj kvalitet. Typisk med et touch af disco, men også som lydmæssig innovatør, der ikke er bange for at afsøge nye landskaber i forhold til genrer og lyde.

Mixet kommer vidt omkring rent tematisk og følelsesmæssigt, men kan overordnet beskrives som transporterende musik – musik, der tager din bevidsthed et andet sted hen.

Lyt til mixet, og læs vores interview med Christian d’Or nedenfor.

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Kan du beskrive dit mix for os? Har du taget udgangspunkt i en bestemt tematik eller følelse? Er der en ideel setting, man skal lytte til det i?

Musikken spænder vidt tematisk og følelsesmæssigt, men er overordnet transporterende musik, som er et udtryk, jeg har lånt fra min ven Ras Money.

Musikken kan tage dig alle mulige steder hen, og jeg synes man kan lytte til det både fokuseret, eller som lydtapet til en rolig morgen. Det er også godt at sove til, sådan en eftermiddag hvor det er tiltrængt.

Er der nogle tracks eller artister, du synes fortjener et særligt shout-out?

Jeg sidder og kigger på tracklisten nu og har næsten lyst til at fremhæve dem alle. Men Geinoh Yamashirogumis “Reincarnation” er fra et af mine absolut yndlingsværker Ecophony Rinne.

Det er et japansk musikerkollektiv på over hundrede mennesker, som efterfølgende også lavede musikken til Akira. Jeg kunne snakke meget længe om dem, men synes at I skal udforske dem selv – det er stor musik, der fuldstændig bøjer opfattelsen af, hvad smuk lyd kan. Det rører mig meget dybt.

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Har du udnyttet, at samfundet er åbnet lidt mere op? Var du en af de første til at flyve afsted på bar eller restaurant, eller har du taget den lidt mere med ro?

Jeg tager den med ro; det har virkelig passet mig strålende at skrue lidt ned for mit udeliv. Men jeg glæder mig virkelig til at komme ud og få serveret dejlig mad igen på Fiskebaren, Llama, Apollo, JAH og andre dygtige steder i København.

Hvordan har du udfyldt tiden under nedlukningen? Er der noget, du kommer til at savne, eller er du primært bare lettet over, at tingene åbner op igen?

Jeg har været meget med familien, og så har jeg arbejdet på at åbne en butik.

Den åbnede i starten af marts, fyldt med gode plader, keramik og møbler. Vi er blevet taget vanvittigt godt imod, og jeg elsker at dele musikken i det rum. Butikken hedder Mother Interior og ligger i den forkerte (læs: rolige) ende af Blågårdsgade.

Det rareste ved nedlukningen har været den tvungne ro. Hvis man er så heldig at kunne omfavne den.

Desværre har nedlukningen og restriktionerne for mange været så stressende i andre henseender, at vi desværre nok glemmer, at vi generelt havde for travlt før og ikke tager erfaringen om roen med videre.

Hvor plejer du typisk at grave plader? Andre steder, man bør besøge?

Henne på internettet. Men man bør besøge bl.a. Freetown Records, Second Beat, Paname City Records og den nye topfede Mother Interior.

Du kan følge Christian d’Or på Facebook, Instagram og Soundcloud.