Energi, åbenhed og grooves: Astrid Engberg kuraterer ny New Jazz DK-spilleliste

Præcis som man gjorde i London, ser man i Danmark lige nu en ny strømning af jazz, der med inspiration fra elektronisk musik og eksperimenterende og nytænkende koncepter når ud til et væld af nye målgrupper. Freia Buus Bille fra Strøm har talt med en af hovedaktørerne i bølgen, Astrid Engberg, der har kurateret 40 Read the full article...

af | 1. apr 2020

Præcis som man gjorde i London, ser man i Danmark lige nu en ny strømning af jazz, der med inspiration fra elektronisk musik og eksperimenterende og nytænkende koncepter når ud til et væld af nye målgrupper. Freia Buus Bille fra Strøm har talt med en af hovedaktørerne i bølgen, Astrid Engberg, der har kurateret 40 nye numre til New Jazz DK-spillelisten. 

Hvordan ville du indføre en udenforstående i den nye bølge af jazz, som med udgangspunkt i London, henter inspiration fra elektronisk musik?

Som jeg ser det, er den nye bølge af jazz fra UK kendetegnet af ikke at ville lade sig begrænse. Den er drevet af et ønske om frihed. Frihed til at være den du er som musiker, og til at spille hvem du er, og hvad du er. Og til ikke at lade sig definere af en idé om genre.

Tidligere har der været en mere insisterende opdeling af genrer og subgenrer – det er ikke tilfældet her. Selve grundstenen i London-jazzen, mener jeg, er friheden til at lade sig inspirere af fx både house og bebop i samme nummer. Herhjemme mærker jeg også en åbenhed og en afvisning af idéen om fastlåste genrer. Trioen Nejrup kombinerer f.eks. modulare lydflader med grooves til dansegulvet på nummeret Manda, og et nummer som tamo daleko (moonbreak) med gruppen slim0 feat. Maria Dybbroe er et godt eksempel på, hvordan den eksperimenterende scene rykker.

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Hvordan oplever du sammensætningen af genrer – er de et umage par eller gode venner?

I min verden er sammensætning af genrer altid spændende, fordi det leder til noget nyt. Det gælder også jazz og elektronisk musik. I min egen musik kombinerer jeg organiske og elektroniske instrumenter, og for mig som producer giver de redskaber i elektronisk musik (sampling mm.) og efterbearbejdelsen – og manipulering af lyd – nogle helt andre muligheder, end hvis jeg kun arbejdede med organiske instrumenter. Mange i min generation er vokset op med hiphop og sampling, og jeg synes, det er naturligt, at man ser og hører flere samplere i jazz-sammenhænge også.

Læs mere: London kalder: Jazzen er tilbage!

Hvorfor fungerer de så godt sammen? Hvad er det jazz bringer til elektronisk musik og elektronisk musik til jazz?

Noget, der altid har kendetegnet jazzen, er improvisation og modet til at mødes med andre musikere, stille sig på en scene med sit instrument og så høre, hvad der sker i det åbne rum, man sammen skaber. Den elektroniske musik har en anden tradition for lydmanipulation, og det giver nogle andre muligheder for at producere og opbygge et univers som enkeltperson.

Udover det, er det også befriende at kunne stå på en klub og høre et nummer som Emma-Jean Thackrays Movementt, der er super groove-drevet og jazzet i sin instrumentering og lyd, men samtidig er et elektronisk klub-track, man får lyst til at danse til. “Move the body, move the mind, move the soul,” lyder teksten. Det opsummerer vel meget godt, hvad de to genrer kan opnå sammen.

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Hvad ville én, der kun interesserede sig for elektronisk musik, få ud af også at lytte til jazz?

Jeg tror, det er rigtig sundt for de fleste mennesker at prøve at udsætte deres ører for musik, de ikke umiddelbart forstår. Alting går meget hurtigt i den verden vi lever i, og mange er hurtige til at klikke videre, hvis de første 4 sekunder ikke lige taler til dem. Jazz kræver ofte en åbenhed hos lytteren. Hvis du udelukkende interesserer dig for elektronisk musik, men alligevel er nysgerrig, vil jeg anbefale at tjekke f.eks. Strings of Light fra Yussef Kamaal ud, Summon the Fire med The Comet is Coming eller førnævnte Movementt af Emma-Jean Thackray.

På hvilken måde inspirerer og påvirker den nye jazz-strømning dig i dit virke som sangerinde og producer?

Jeg har altid været meget tiltrukket af groove-baseret musik, så alt med et godt groove er inspirerende. Og så tror jeg, at det var omkring 2016, at jeg så småt begyndte at lægge mærke til, at når jeg købte plader og hørte ny musik, der vækkede noget i mig, kom det ofte fra England.

Det, der især taler til mig, er lyden af åbenhed. Jeg føler ikke, at det er intellektuel musik, men snarere noget der kommer fra hjertet. Og det taler til alt, hvad jeg tror på. Frihed.

Min kommende plade er af folk, der har hørt den, blevet sammenlignet med London-jazzens lyd, og det har jeg ikke noget imod, selvom det er noget helt andet, det jeg laver – det er lyden af mit hjem, København, og så hører jeg også mine år i Paris skinne igennem.

Læs mere: Ny kurateret spilleliste ser dagens lys

Til New Jazz DK-spillelisten har jeg valgt en række numre, som jeg synes indeholder noget af den energi og åbenhed som London-jazzen er kendetegnet af, samtidig med at mit fokus har været på at dele ud af den nye jazz herhjemme fra.

Her til sidst vil jeg komme med to anbefalinger til de nysgerrige, nemlig konceptet Nebula – Improvised Vibrations, der arrangerer improvisationskoncerter i Købehavn og Aarhus, samt den Københavnske community radio MMH Radio, hvor nogle af Københavns bedste DJ’s og selectors spiller alt fra techno til jazz, traditionel persisk musik, disco, house og alle typer af musikalske hybrider derimellem.

Lyt til New Jazz DK-spillelisten, lavet i samarbejde med JazzDanmark, her:

For at se denne afspiller skal du acceptere marketing-cookies

Om Astrid Engberg:
Astrid Engberg er sangerinde, producer, pladesamler og DJ.

Som DJ bevæger hun sig flydende mellem genrer fra hele verden; alt fra gnawa til grooves, beats, jazz og elektroniske rarities mødes i et eklektisk mix – altid på vinyl. Ofte krydres det desuden med live improvisation på mikrofonen.

Er tidligere bosat i Paris, hvor hun var en aktiv del af den franske undergrundscene, og hendes stemme er derfor at finde på mere end 20 vinyludgivelser verden over. Bag sig har hun tre solo EP’er i eget navn, og hun er nu tilbage i Danmark og ved at færdiggøre sit kommende soloalbum. Astrid Engberg har rejst i hele verden, og både hendes DJ sets og egne produktioner er stærkt inspirerede af fund fra hendes mange rejser i bl.a. det vestlige Afrika. Det høres tydeligt i hendes månedlige radioprogram A Love Supreme på MMH Radio – titlen refererer til en legendarisk John Coltrane-jazzplade fra 1964 – og siger lidt om, hvor bred og eklektisk en musikalsk palet, vi har med at gøre.

I løbet af de seneste 2 år har Astrid Engberg spillet enten som DJ eller live på bl.a. Strøm Festival, Heartland Festival, SPOT Festival, Culture Box, Montmartre, DR Koncerthuset / P8 Jazz Alive og franske Le Mellotron, samt som support for artister så forskellige som Pernille Rosendahl og Sudan Archives.

New Jazz DK er et playlisteprojekt skabt i samarbejde med JazzDanmark og støttet af Gangsted Fonden, Nordeafonden og Dansk Musiker Forbund. 

Foto af Betül Bas