Årets merchandise: visuel identitet i økologiske materialer

Foto: Flemming Bo Jensen

Igen i år har Odd Society stået bag festivalens visuelle identitet, der bygger på det samme udtryk, som Strøm har haft de seneste to år.

Da Odd Society lavede Strøms visuelle udtryk i 2018 tog de udgangspunkt i forskellige produktionsmetoder af elektronisk musik:

“Vi tog et grundigt kig på produktionssiden af elektronisk musik, og fandt visuelle cues i interfaces på programmer som Ableton og Logic. Ud fra det skabte vi et visuelt sprog og en æstetik baseret på fire forskellige elementer inden for elektronisk musik. Bas, støj, vokal og volume. Linjerne, prikkerne og formerne er tolkninger af bas, vokal, volume og støj,” fortalte Odd Society om deres design sidste år. Og det er altså dette design, de har arbejdet videre på til Strøm Festival 2019.

”Designet af dette års udgave af Strøm Festival er en fortsættelse af sidste års udtryk. Dengang udforskede vi, hvordan elektronisk musik så ud, når det blev brudt ned til sine komponenter af loops, baslinjer, volume, støj og vokaler. I år har vi tilføjet elementer af lydbølger, der gør identiteten mere helstøbt, da det omfavner musikkens matematiske struktur såvel som den organiske oplevelse, når der lyttes til den.”

Ud over vores posters og bannere finder man også Odd Societys design på vores merchandise, som i år er designet og produceret af det københavnske tøjmærke Colo. Vi er særligt stolte af vores samarbejde med Colo af flere grunde – dels fordi Anna Lund Mortensen, som står bag Colo, er en aktiv del af de elektroniske scener i Danmark, og dels fordi hendes tøj bliver fremstillet med fokus på økologi, bæredygtighed og ordentlige arbejdsforhold. Tøjet er således også fremstillet økologisk.

Anna siger selv om sit tøj, at det er designet med fokus på teknologi, musik og Corporate Social Responsibility. Ud over Strøm laver Colo også tøj for andre aktører på den elektroniske scene som Euromantic, Ved Siden Af og Hackstage.