London kalder: Jazzen er tilbage!

I disse år revolutionerer briterne jazzen, som ikke længere kun er for ældre, hvide mænd. Nu breder den genrebrydende tendens sig også i Danmark, hvor eksperimenterende navne og koncepter tiltrækker nye målgrupper.

Danmark har i løbet af de sidste par år haft besøg af nogle af tidens mest revolutionerende jazznavne.

Kamaal Williams, Moses Boyd og Fatima har alle optrådt på Strøm Festivalen, på trods af dennes mere elektronisk profil. Alle de navne er hentet fra den brandvarme jazzscene i London, hvor en perlerække af legesyge musikere har skilt den klassiske jazz fuldstændigt ad og samlet den igen med hjælp fra både house, dub, afrobeat, broken beat og techno.

Kamaal Williams brød igennem lydmuren sammen med Yussef Dayes i 2016, da de udgav Black Focus – jazz fyldt med grime, jungle og broken beat. En milepæl i den nyere britiske jazz, der med ét satte den på verdenskortet. Moses Boyd er ligeledes én af nøglefigurerne på scenen med sin elektroniske og klubbede tilgang til jazzen. Sangerinden Fatima er et kapitel for sig, og bliver af flere udråbt som den nye Erykah Badu med sit moderne r’n’b- og soulede jazzudtryk.

Det nye klientel

De britiske genreeksperimenter er ikke tilfældige. I takt med den multietniske udvikling, som er foregået i London i årtier, har genrer fra fjerne kontinenter forplantet sig som faste bestanddele i det musikalske nærmiljø. 

Genrer som for eksempel house, afrobeat og dub kombineret med den britiske broken beat og jazz har ligeledes skabt grobund for et helt nyt jazzpublikum. Før var det forbeholdt det hvide, midaldrende middelklassesegment, men det er der i den grad blevet vendt op og ned på.

Det ser man eksempelvis på den sydengelske festival ’Love Supreme’.

Festivalen, der har sit navn fra John Coltranes ikoniske album ‘A Love Supreme’ fra 1964, blev grundlagt i 2013. Dengang var der cirka 5.000 gæster. I 2019-udgaven var det tal vokset til over 50.000. Det er 15.000 flere, end der kommer på NorthSide i Aarhus. Det er imponerende, når man tager i betragtning, at hovednavnene tæller gamle travere som Gladys Knight, Ms. Lauryn Hill og Chick Corea.

Det, som trækker folk til festivalen, er dog også i høj grad nye navne som Kamaal Williams, GoGo Penguin og Joe Armon-Jones. Det er navne, som på en god dag nok kun ville sælge omkring 300 billetter på et københavnsk spillested. I England trækker de altså tusinder og atter af tusinder til den lille søvnige sydengelske landsby Glynde år efter år.

Den gængse britiske koncertgænger er med andre ord blevet mere demografisk bredt repræsenteret. Det smitter også af på, hvor godt jazz klarer sig på diverse streamingtjenester i England.

På BBC’s UK Jazz-playliste på Spotify steg lytningen blandt unge i alderen 30 og under med 108% alene i 2018. De mindre streamingtjenester Deezer og Amazon Music melder om lignende eksplosive stigninger.

Disse helt beviselige successer kan måske forklares med noget så gammeldags som nysgerrighed og stærkt sammenhold blandt musikerne på jazz-scenen i London.

I stedet for at opsøge etablerede labels og spillesteder er musikerne gået sammen i fællesskaber og har skabt stærke musikalske fora, som for eksempel spillestedet Church of Sound og det kreative epicenter i Dalston: Total Refreshment Centre.

Derudover har briterne siden starten af 90’erne fokuseret på talentudvikling målrettet kvinder med afrikansk baggrund hos organisationen Tommorow’s Warriors

Det har affødt markante stemmer på scenen i form af Nubya Garcia, Yazz Ahmed og Zara McFarlane. Men også vigtige mandlige musikere er dukket op heraf: Moses Boyd, Theon Cross, Binker Golding, og sidst men bestemt ikke mindst Shabaka Hutchings, der bliver kaldt Londons Kamasi Washington.

Den nye bølge

Jazz er om noget en genre, der har fået dødsstødet, med efterfølgende kunstigt åndedræt, et utal af gange. Og nu tegner der sig et billede af endnu en genoplivning, der denne gang ikke kun er tilegnet undergrunden.

 Det er svært at sige præcist, hvornår det hele startede. Om Londons jazzbølge eksempelvis er en prompte reaktion på Kendrick Lamars plade To Pimp A Butterfly fra 2015, som han blandt andre kreerede sammen med amerikanske jazzmusikere som Kamasi Washington, Terrace Martin og Thundercat. 

 Andre vil måske pege på, at det er efterdyngerne af 90’ernes acid jazz bølge, der med pladeselskabsmand og radiovært Gilles Peterson i front ligeledes blev født i England, og som blot har været på vågeblus, indtil nye generationer kunne træde til og revitalisere denne. 

Som ringe i vandet

 I Danmark ser vi flere og flere lignende initiativer og tendenser, som dem briterne har arbejdet med i mange år. Hos landets spillesteder og festivaler ser man for eksempel gode takter i forhold til at holde et skarpt øje med den britiske jazzscene.

 Eksempelvis har Jaiyede Jazz Festival, der holder til på teater Momentum i Odense, en af de største fingre på den britiske jazzpuls. På det lille spillested har man de sidste par år præsenteret nogle af de mest interessante navne fra scenen. 

 Hele Danmarks jazzede moderskib Copenhagen Jazz Festival kom også med på vognen i år og bookede en lang række af de vigtigste navne. Herunder Yussef Dayes, Makaya McCraven, Ill Considered og Alfa Mist.

 Men mindst ligeså vigtigt kan man se, at de større, veletablerede festivaler tager chancer og booker navne langt ind i jazzens verden, som man også gør det i udlandet. 

Heartland og Haven Festival har begge booket Kamasi Washington, Roskilde Festival havde Sons Of Kemet på programmet i år, og Strøm er som nævnt også stærkt repræsenteret i dette felt. I øvrigt er danske Athletic Progression, Nejrup Trio og Astrid Engberg også tydeligt inspireret af de fantasifulde briter. 

Tilmed har København fået sit eget Church of Sound-inspirerede arrangement ‘Nebula’, der er facilitator for et tilbagevende, improvisatorisk og genrenedbrydende miljø. Her mødes forskellige musikere fra forskellige scener og genrer på kryds og tværs og krydser musikalske klinger med improvisationen og jazzen som fælles omdrejningspunkt. Det er et arrangement, der har været en publikumsmæssig succes fra første arrangement – måske et tegn på, at der grobund for London-lignende miljøer i Danmark.


Lyt til New Jazz DK-playlisten, hvor Jonas Visti er første kurator.

Tekst af Jonas Visti // Foto af Emma Flokstra, Strøm Festival 2019 (Kamaal Williams på KU.BE)